Guide til designbeskyttelse
Har du udviklet et produkt med et særligt visuelt udtryk, kan en designregistrering give dig eneret til designet.
I denne guide får du overblik over, hvad der kan designbeskyttes, hvilke krav designet skal opfylde, og hvordan en ansøgning indleveres. Du kan også læse om, hvor beskyttelsen gælder, hvor længe den varer, og hvad du bør overveje, inden designet offentliggøres.
Guiden hjælper dig med at vurdere, om designregistrering er relevant for dit produkt, og hvordan du bedst sikrer en beskyttelse, der passer til dine markeder og kommercielle planer.
Kom godt fra start med beskyttelsen af dit design.

Hvornår bør du registrere dit design?
Du bør overveje en designregistrering, når produktets udseende har reel betydning for dets værdi og adskiller det fra konkurrenternes produkter.
Det gælder især, hvis du står foran en lancering, skal præsentere designet for producenter eller investorer, eller forventer at sælge produktet på flere markeder. Jo tidligere beskyttelsen er tænkt ind, desto bedre kan registreringen tilpasses de produkter og lande, der er vigtigst for din forretning.
Det sikreste er at indlevere ansøgningen, før designet offentliggøres. På den måde undgår du unødig usikkerhed om rettighederne og står stærkere, hvis andre lancerer noget, der ligger for tæt på.
Sådan registrerer du dit design i EU
Billederne er den vigtigste del af ansøgningen. Det er nemlig først og fremmest de indleverede billeder eller tegninger, der afgør, hvad registreringen beskytter.
Designet skal derfor vises klart og ensartet, uden baggrunde, skygger eller andre elementer, der skaber tvivl om, hvad der ønskes beskyttet. Du kan indlevere op til syv billeder eller tegninger af hvert design.
Ansøgningen skal desuden indeholde oplysninger om ejeren og designeren samt en angivelse af, hvilket produkt designet vedrører.
Har du udviklet en serie, en kollektion eller flere variationer af et produkt, kan du samle op til 50 design i samme EU-ansøgning. Det gør det lettere at beskytte flere design på én gang.
Vi hjælper dig med at udvælge de billeder, der giver den bedst mulige beskyttelse.
VI HJÆLPER DIG VIDERE
Ring 70 22 88 68 eller send en besked, så hører du fra vores specialister i løbet af kort tid
